Mikkel Thomsen fik for to år siden en efterfødselsreaktion, da hans nyfødte søn pludselig kom i livsfare. Magtesløsheden fyldte i lang tid efter episoden, og Mikkel begyndte at trække sig ind i sig selv. Følelsen af at hans rolle som familiefar blev mere og mere overflødig, fik ham til at gemme sig bag en computerskærm, og der skulle gå lang tid, før nogen turde påpege for ham, at noget var galt
Af Hannah Maria Mørkøre, DMJX
En septemberdag i 2019, står den nybagte far, Mikkel Thomsen, med blikket rettet mod en lukket ambulancedør. Ambulancens blå blink lyser rækkehusene i området op. For under 12 timer siden blev Mikkel far for første gang, og længere tid skulle der ikke gå, før han oplevede en forælders værste mareridt; Hans nyfødte søn trak ikke vejret.
Ambulancen var fyldt op med redningsfolk, læger og Mikkels kæreste med deres søn på skødet, men der var ikke plads til Mikkel. Da ambulancen kørte mod hospitalet, måtte han følge efter i egen bil. Lægerne fik heldigvis stabiliseret sønnens vejrtrækning, og det unge forældrepar kunne dagen efter tage hjem og genoptage deres nye liv som familie. Dog var den efterfølgende tid ikke uden komplikationer. Oplevelsen havde sat dybe spor i Mikkel. Når sønnen Malthe græd, mærkede Mikkel stress og angst fylde sin krop, og han trak sig langsomt væk fra sin familie.
Stigmatiseringen modarbejder behandlingen
Mikkel var uden selv at vide det én af de 4.500-5000 mænd, der årligt rammes af en efterfødselsreaktion eller -depression. Tallene kommer fra forskningsleder på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, som har forsket i mænds fødselsdepression.
Selvom Svend Aage Madsen har forsket i emnet i over tyve år, er der stadig mange, som ikke kender til det. Generelt mener Madsen, at fødselsdepressioner er enormt stigmatiseret ved både mænd og kvinder, og dette skal nedbrydes for at forstå, at alle kan rammes.
”Vi har fundet ud af, at det er komplikationer i at blive forælder, som kan føre til en fødselsdepression og derfor er det selvfølgelig noget både fædre og mødre kan få. Det har altså ikke noget at gøre med hverken; Køn, social status og ressourcer.”
Svend Aage Madsen, Psykolog, Forskningsleder og ph.d. i fødselsdepressioner
Madsen tilføjer dog, at samfundet bevæger sig i den rigtige retning. Dette ses blandt andet ved, at Sundhedsstyrelsen i efteråret offentliggjorde officielle råd og handleplaner til håndtering af mænd med efterfødselsreaktion og -depression, som skal benyttes af hospitaler og kommunerne.
Fødselsdepression hos mænd ser anderledes ud end hos kvinder
Fødselsdepressioner hos mænd kan ofte være svære at få øje på, i forhold til hos kvinder. I Svend Aage Madsens Guide til fædre med fødselsdepression, har han oplistet fem ændringer i fædres adfærd, som kan indikere en fødselsdepression eller -efterreaktion:
- Faren begynder at trække sig fra familien
- Tendenserer til at blive vred, irritabel eller udadreagerende
- Undgår at blive konfronteret med følelsesmæssig smerte og sorg
- Føler sig overvældet af mange og nye følelser
- Andres afhængighed af én kan medføre ambivalente følelser
I undersøgelserne så man ofte, at kvinderne tyede mere til gråd og gerne ville snakke om deres problemer, hvorimod mændene trak sig og ikke ønskede at dele ud af deres følelser.
Dette oplever sundhedsplejerske Kirsten Lundkvist også i sit arbejde. ”Vi oplever ofte, at det er kvinden, som ringer til os og siger, at hun tror, hendes mand har en efterfødselsreaktion.”
Kommuner sætter ekstra fokus på fædrene
Kirsten Lundkvist arbejder i Norddjurs Kommune, der er én af de kommuner, der arbejder med Svend Aaage Madsens behandlingsprogram. Programmet sætter et øget fokus på fædrenes adfærd og mentale trivsel under og efter graviditeten. Det er sundhedsplejerskerne, som skal hjælpe med at udføre programmet, når de besøger nybagte forældrepar. Det skærpede fokus på mændende kommer især grundet fædrenes reaktionsmønstre.
”Mændene er tit overraskede over, at efterfødselsreaktionerne kommer til udtryk på disse måder”, siger Lundkvist.
Dette var også tilfældet hos Mikkel. Det var især når hans søn græd, at han blev frustreret og handlingslammet. ”Når Malthe vågnede fra sin lur og græd, kunne jeg godt tage ham op, men hvis han blev ved måtte min kæreste tage over, og jeg trak mig.”
Frustrationerne voksede sig større, og Mikkel begyndte at blive irritabel. Han kunne ikke genkende sig selv i dét. Han var en rolig og rar fyr, men pludselig kunne han følelsesmæssigt ikke kapere sin familie. ”I én eller anden grad ønskede jeg ikke at være der for Malthe, for jeg trak mig jo.”
Når familiedrømmene brister
Mikkel beskriver tiden efter Malthes fødsel som svær. Han følte ikke, at han var god nok som far. Hver gang han sad med sin grædende søn i armene, føltes det som en bekræftelse af hans manglende evner som far.
”Jeg følte ikke jeg kunne bruges til noget, så jeg holdt mig bare i baggrunden. Jeg fik en følelse af at være overflødig.”
Der var ikke plads til ham i ambulancen. Hos lægen råbte de hans kærestes navn op, når Mikkel sad med sin søn i venteværelset. Når sundhedsplejersken skulle på besøg, var det kun moren, som fik besked om det.
Derhjemme begyndte Mikkel langsomt at trække sig væk bag computerskærmen. Han fik det værre, for rollen som familiefar var alt andet, end det han havde tænkt. ”Jeg ønskede jo bare at være den typiske familiefar, som var nærværende og legede med ungerne.”
Dagene blev fyldt op med alt andet end at være far. Mikkel tog på arbejde, og når han kom hjem, blev tiden brugt på computerspil eller istandsætte det hus, parret havde købt sammen, inden Malthe kom til verden.
Flere fædres historier kan skabe identifikation
Mikkels kæreste havde dog lagt mærke til, at han virkede fraværende og pointerede det for ham. Det var ikke en tanke, Mikkel havde skænket, før hun sagde det. Mikkel forklarer, at han senere hen har fået at vide af hans familie, at de godt havde bemærket ændringerne i hans adfærd, men det var ikke noget, de ville nævne. Det var ikke store eller voldsomme nok ændringer til, at andre ville påpege det, og Mikkel selv havde svært ved at identificere sig med andre fædres historier.
”Jeg så videoer med mænd, der forklarede deres oplevelser. Der kunne jeg godt se, at den måde jeg reagerede på, var mild i forhold til mange andre. Mange var decideret blevet aggressive, voldelige eller smuttet hjemmefra.”
Men at Mikkels reaktion ikke var voldsom, fjernede dog ikke det faktum, at han havde det skidt.
Mænds fødselsdepression opdages for sent
Mange af mændene med fødselsdepression og -efterreaktion oplever nemlig, at deres reaktion med at trække sig ofte overses af dem selv og andre. Det er ikke altid lige så tydelige og mærkbare adfærdsændringer, som hos kvinderne.
”Det har været en lang proces bare at anerkende fødselsdepressioner, og først er det så blevet anerkendt ved mødrene, men mændene halter rigtig meget efter,” siger forskeren, Svend Aage Madsen.
Konsekvenserne af mænds uudforskede efterfødselsreaktioner og fordommene dertil, påpeger Madsen, har skabt en stort mørketal i mange år, om hvor mange mænd, som egentlig har haft en efterfødselsreaktion eller -depression.
Mange mænd har gået med disse uforløste følelser, hvilket har kunnet udmunde i voldsomme adfærdsændringer og copingstrategier så som voldelig adfærd, utroskab og forlade familien. Dog har den voldsomme adfærd hos mænd taget mange år om at blive anset som tegn fødselsdepression. I stedet er mange mænd blevet mødt med, at de nok ikke var klar til at varetage deres rolle som far.
Skammen forsvinder, når følelserne påtales
Efter Mikkels kæreste påtalte hans ændrede adfærd, henvendte de sig til deres sundhedsplejerske. Mikkel og hans kæreste var også tilknyttet Norddjurs Kommunes behandlingstilbud, så da sundhedsplejersken havde screenet parret, begyndte de et terapiforløb over fire måneder.
”Jeg følte mig mest mødt, da sundhedsplejersken sagde, at det var helt normalt at føle, som jeg gjorde. Det manglede jeg virkelig at få at vide.”
Det handlede ikke om, at Mikkel ikke var i stand til at elske sin søn, men om at faderrollen stillede nogle store spørgsmål til hans forventninger og eksistens. Lige så stille voksede Mikkels accept af ham selv som far. Han skulle ikke passe ind i én rolle, han skulle skabe den rolle, som passede bedst til ham og hans familie.
I takt med at Mikkel fik det bedre, tog han også en måneds barsel alene med sønnen, Malthe. ”Det hjalp rigtig meget at presse mig sig selv ud i det; Når han var ked af det, var der jo kun mig. Han stoppede jo med at græde og jeg fik følelsen af, at jeg godt kunne alligevel,” siger Mikkel med et smil på læben, mens han tilføjer, at han synes alle fædre skulle tage noget ekstra barsel med deres børn, hvis de har muligheden.
Kirsten Lundkvist fortæller også at historier som Mikkels har ændret sundhedsplejerskernes tilgang til forældre. ”Vi gør meget ud af, at far og mor begge er til stede, når vi er ude og besøge dem. Det skaber et bedre kendskab til begge parter og de bliver mere ligeligt involveret.”
Ifølge Mikkel ville et større fokus på fædre og deres egne oplevelser også kunne hjælpe andre i fremtiden. ”Jeg tror egentlig ikke at efterfødselsdepression hos mænd er et dæmpet område, jeg tror bare ikke man hører om mændene, der får det.”