Hannah Mørkøre

Århus som studieby skal på daglig basis fragte mange unge til og fra deres studier og videre rundt i byen i fritiden. Dog kører Letbanen ikke i nattetimerne, og natbussen har kun tre afgange. Derfra er det folks eget ansvar at finde hjem om natten, mener næstformanden i Region Midt, Hanne Roed.

Af Hannah Mørkøre

Der er ikke mangel på offentlig transport i nattetimerne ifølge Hanne Roed. Hun mener, at unge selv må tage ansvar for at komme hjem fra deres bytur, også selvom det skal koste en taxatur:

“Hvis man har råd til at gå i byen, hvordan har man så ikke råd til en taxa hjem?”, spørger hun. 

Ifølge næstformanden må unge selv medregne i deres nattelivsbudget, om de også har råd til at komme hjem. Hun kalder det for eget personligt ansvar og mener ikke, det er den offentlige trafik, som skal hjælpe de unge hjem:

“Hvis der sidder fire mennesker i letbanen om natten, så er det ikke forsvarligt overfor vores skattekroner eller for klimaet.”

Dette uddyber planchefen fra Midttrafik, Henrik Vestergaard, også og tilføjer:

”Vi har målt antallet af passagerer på de seneste og tidligste afgange, og der er meget få. Derfor tror vi heller ikke, at behovet vil være større i nattetimerne.”

Dette er Sebastian Kaimson fra Konservativ Ungdom dog ikke enig i:

”En by som Århus der skal være en by for de studerende og har et natteliv, som er så aktivt, skal også have en offentlige transport som følger med, så man rent faktisk kan komme hjem om natten.”

Kaimson mener ikke, at man kan vurdere efterspørgslen på afgange i nattetimerne ud fra aftenens passagertal, da det ikke er der, de unge har behov for transporten.

Hanne Roed holder dog fast ved, at letbanen kun bør køre, når der er passagerer til det, og ifølge Midttrafiks undersøgelser er behovet der ikke, siger hun og tilføjer:

“Der er jo en grund til, at man har valgt at bosætte sig, der hvor man har. Der må være nogle andre fordele, man prioriterer højere, så som naturen, når man bosætter sig ude for byen”

Heller ikke her er Sebastian Kaimson enig. Han mener, at folk som bor uden for Århus’ bygrænse skal have lige så stor mulighed for at deltage i det natte- og kulturliv, der er i Århus, og samtidig kunne komme hjem:

”Det er enormt ærgerligt, at bare fordi man ikke bor i Århus Centrum, så har man ikke mulighed for at kunne komme hjem med offentlig transport i nattetimerne”

Selvom der er stor uenighed om, hvorvidt den nuværende køreplan i nattetimer er tilstrækkelig, har hverken Regionsrådet eller Midttrafik planer om at indsætte flere afgange om natten.

Læse mere her

Mikkel Thomsen fik for to år siden en efterfødselsreaktion, da hans nyfødte søn pludselig kom i livsfare. Magtesløsheden fyldte i lang tid efter episoden, og Mikkel begyndte at trække sig ind i sig selv. Følelsen af at hans rolle som familiefar blev mere og mere overflødig, fik ham til at gemme sig bag en computerskærm, og der skulle gå lang tid, før nogen turde påpege for ham, at noget var galt

Af Hannah Maria Mørkøre, DMJX

En septemberdag i 2019, står den nybagte far, Mikkel Thomsen, med blikket rettet mod en lukket ambulancedør. Ambulancens blå blink lyser rækkehusene i området op. For under 12 timer siden blev Mikkel far for første gang, og længere tid skulle der ikke gå, før han oplevede en forælders værste mareridt; Hans nyfødte søn trak ikke vejret.

Ambulancen var fyldt op med redningsfolk, læger og Mikkels kæreste med deres søn på skødet, men der var ikke plads til Mikkel. Da ambulancen kørte mod hospitalet, måtte han følge efter i egen bil. Lægerne fik heldigvis stabiliseret sønnens vejrtrækning, og det unge forældrepar kunne dagen efter tage hjem og genoptage deres nye liv som familie. Dog var den efterfølgende tid ikke uden komplikationer. Oplevelsen havde sat dybe spor i Mikkel. Når sønnen Malthe græd, mærkede Mikkel stress og angst fylde sin krop, og han trak sig langsomt væk fra sin familie.

Stigmatiseringen modarbejder behandlingen

Mikkel var uden selv at vide det én af de 4.500-5000 mænd, der årligt rammes af en efterfødselsreaktion eller -depression. Tallene kommer fra forskningsleder på Rigshospitalet, Svend Aage Madsen, som har forsket i mænds fødselsdepression.

Selvom Svend Aage Madsen har forsket i emnet i over tyve år, er der stadig mange, som ikke kender til det. Generelt mener Madsen, at fødselsdepressioner er enormt stigmatiseret ved både mænd og kvinder, og dette skal nedbrydes for at forstå, at alle kan rammes.

”Vi har fundet ud af, at det er komplikationer i at blive forælder, som kan føre til en fødselsdepression og derfor er det selvfølgelig noget både fædre og mødre kan få. Det har altså ikke noget at gøre med hverken; Køn, social status og ressourcer.”

Svend Aage Madsen, Psykolog, Forskningsleder og ph.d. i fødselsdepressioner

Madsen tilføjer dog, at samfundet bevæger sig i den rigtige retning. Dette ses blandt andet ved, at Sundhedsstyrelsen i efteråret offentliggjorde officielle råd og handleplaner til håndtering af mænd med efterfødselsreaktion og -depression, som skal benyttes af hospitaler og kommunerne.

Fødselsdepression hos mænd ser anderledes ud end hos kvinder

Fødselsdepressioner hos mænd kan ofte være svære at få øje på, i forhold til hos kvinder. I Svend Aage Madsens Guide til fædre med fødselsdepression, har han oplistet fem ændringer i fædres adfærd, som kan indikere en fødselsdepression eller -efterreaktion:

1. Faren begynder at trække sig fra familien
2. Tendenserer til at blive vred, irritabel eller udadreagerende
3. Undgår at blive konfronteret med følelsesmæssig smerte og sorg
4. Føler sig overvældet af mange og nye følelser
5. Andres afhængighed af én kan medføre ambivalente følelser

I undersøgelserne så man ofte, at kvinderne tyede mere til gråd og gerne ville snakke om deres problemer, hvorimod mændene trak sig og ikke ønskede at dele ud af deres følelser.

Dette oplever sundhedsplejerske Kirsten Lundkvist også i sit arbejde. ”Vi oplever ofte, at det er kvinden, som ringer til os og siger, at hun tror, hendes mand har en efterfødselsreaktion.”

Kommuner sætter ekstra fokus på fædrene

Kirsten Lundkvist arbejder i Norddjurs Kommune, der er én af de kommuner, der arbejder med Svend Aaage Madsens behandlingsprogram. Programmet sætter et øget fokus på fædrenes adfærd og mentale trivsel under og efter graviditeten. Det er sundhedsplejerskerne, som skal hjælpe med at udføre programmet, når de besøger nybagte forældrepar. Det skærpede fokus på mændende kommer især grundet fædrenes reaktionsmønstre.

”Mændene er tit overraskede over, at efterfødselsreaktionerne kommer til udtryk på disse måder”, siger Lundkvist.

Dette var også tilfældet hos Mikkel. Det var især når hans søn græd, at han blev frustreret og handlingslammet. ”Når Malthe vågnede fra sin lur og græd, kunne jeg godt tage ham op, men hvis han blev ved måtte min kæreste tage over, og jeg trak mig.” 

Frustrationerne voksede sig større, og Mikkel begyndte at blive irritabel. Han kunne ikke genkende sig selv i dét. Han var en rolig og rar fyr, men pludselig kunne han følelsesmæssigt ikke kapere sin familie. ”I én eller anden grad ønskede jeg ikke at være der for Malthe, for jeg trak mig jo.”

Når familiedrømmene brister

Mikkel beskriver tiden efter Malthes fødsel som svær. Han følte ikke, at han var god nok som far. Hver gang han sad med sin grædende søn i armene, føltes det som en bekræftelse af hans manglende evner som far.

”Jeg følte ikke jeg kunne bruges til noget, så jeg holdt mig bare i baggrunden. Jeg fik en følelse af at være overflødig.”

Der var ikke plads til ham i ambulancen. Hos lægen råbte de hans kærestes navn op, når Mikkel sad med sin søn i venteværelset. Når sundhedsplejersken skulle på besøg, var det kun moren, som fik besked om det. 

Derhjemme begyndte Mikkel langsomt at trække sig væk bag computerskærmen. Han fik det værre, for rollen som familiefar var alt andet, end det han havde tænkt. ”Jeg ønskede jo bare at være den typiske familiefar, som var nærværende og legede med ungerne.”

Dagene blev fyldt op med alt andet end at være far. Mikkel tog på arbejde, og når han kom hjem, blev tiden brugt på computerspil eller istandsætte det hus, parret havde købt sammen, inden Malthe kom til verden. 

Flere fædres historier kan skabe identifikation

Mikkels kæreste havde dog lagt mærke til, at han virkede fraværende og pointerede det for ham. Det var ikke en tanke, Mikkel havde skænket, før hun sagde det. Mikkel forklarer, at han senere hen har fået at vide af hans familie, at de godt havde bemærket ændringerne i hans adfærd, men det var ikke noget, de ville nævne. Det var ikke store eller voldsomme nok ændringer til, at andre ville påpege det, og Mikkel selv havde svært ved at identificere sig med andre fædres historier.

”Jeg så videoer med mænd, der forklarede deres oplevelser. Der kunne jeg godt se, at den måde jeg reagerede på, var mild i forhold til mange andre. Mange var decideret blevet aggressive, voldelige eller smuttet hjemmefra.” 

Men at Mikkels reaktion ikke var voldsom, fjernede dog ikke det faktum, at han havde det skidt. 

Mænds fødselsdepression opdages for sent

Mange af mændene med fødselsdepression og -efterreaktion oplever nemlig, at deres reaktion med at trække sig ofte overses af dem selv og andre. Det er ikke altid lige så tydelige og mærkbare adfærdsændringer, som hos kvinderne.

”Det har været en lang proces bare at anerkende fødselsdepressioner, og først er det så blevet anerkendt ved mødrene, men mændene halter rigtig meget efter,” siger forskeren, Svend Aage Madsen.

Konsekvenserne af mænds uudforskede efterfødselsreaktioner og fordommene dertil, påpeger Madsen, har skabt en stort mørketal i mange år, om hvor mange mænd, som egentlig har haft en efterfødselsreaktion eller -depression.

Mange mænd har gået med disse uforløste følelser, hvilket har kunnet udmunde i voldsomme adfærdsændringer og copingstrategier så som voldelig adfærd, utroskab og forlade familien. Dog har den voldsomme adfærd hos mænd taget mange år om at blive anset som tegn fødselsdepression. I stedet er mange mænd blevet mødt med, at de nok ikke var klar til at varetage deres rolle som far.

Skammen forsvinder, når følelserne påtales

Efter Mikkels kæreste påtalte hans ændrede adfærd, henvendte de sig til deres sundhedsplejerske. Mikkel og hans kæreste var også tilknyttet Norddjurs Kommunes behandlingstilbud, så da sundhedsplejersken havde screenet parret, begyndte de et terapiforløb over fire måneder.

”Jeg følte mig mest mødt, da sundhedsplejersken sagde, at det var helt normalt at føle, som jeg gjorde. Det manglede jeg virkelig at få at vide.”

Det handlede ikke om, at Mikkel ikke var i stand til at elske sin søn, men om at faderrollen stillede nogle store spørgsmål til hans forventninger og eksistens. Lige så stille voksede Mikkels accept af ham selv som far. Han skulle ikke passe ind i én rolle, han skulle skabe den rolle, som passede bedst til ham og hans familie. 

I takt med at Mikkel fik det bedre, tog han også en måneds barsel alene med sønnen, Malthe. ”Det hjalp rigtig meget at presse mig sig selv ud i det; Når han var ked af det, var der jo kun mig. Han stoppede jo med at græde og jeg fik følelsen af, at jeg godt kunne alligevel,” siger Mikkel med et smil på læben, mens han tilføjer, at han synes alle fædre skulle tage noget ekstra barsel med deres børn, hvis de har muligheden.

Kirsten Lundkvist fortæller også at historier som Mikkels har ændret sundhedsplejerskernes tilgang til forældre. ”Vi gør meget ud af, at far og mor begge er til stede, når vi er ude og besøge dem. Det skaber et bedre kendskab til begge parter og de bliver mere ligeligt involveret.”

Ifølge Mikkel ville et større fokus på fædre og deres egne oplevelser også kunne hjælpe andre i fremtiden. ”Jeg tror egentlig ikke at efterfødselsdepression hos mænd er et dæmpet område, jeg tror bare ikke man hører om mændene, der får det.”

Af Asta Wehlmann, Frederik Flintegaard, Andreas Ejersbo, Christoffer Møller og Hannah Mørkøre, DMJX

I udkanten af Randers by, hvor Randersbro indsnævrer den pulserende motorsvejstrafik og danner overgang til den kronjyske storby, ligger radiostationen ABC. En radiostation som med et par navneændringer og kursændringer har ageret facilitator for ny musik og nyheder som lokalradio i 33 år 

Når man træder ind i den bunkerlignende bygning, spreder duften af kaffe sig i hele lokalet. Ude i køkkenet står adskillige kaffemaskiner klar til de kaffetrængende ansatte. Den ydmyge indretning med plastikdug og plastikblomster på bordene virker anonym. Det er ikke indretningen, der er blevet gjort mest ud af, men alligevel spreder en hyggelig stemning sig i lokalet.  

Påklædningen på stationen er afslappet. Nogle er iført t-shirts, som hylder bands eller koncertminder, mens en anden har malet sine læderstøvler over med 70’ernes velkendte peacetegn og pangfarver. En herre kommer gående i fint jakkesæt og med papirsmappe i hånden, som bryder den afslappede stil. Selvom arbejdspladsen er lille og kompakt, er her meget højt til loftet.  

Frihed under ansvar  

På Radio ABC er ledelsen flad og der er stor tillid til medarbejderne. Hos dem spiller begrebet ’frihed under ansvar’ en vigtig rolle.  

”Vi har ikke noget der hedder barnets første sygedag, fordi hvad gør en enlig mor, hvis hendes barn er syg i tre dage? Familie kommer først, det er vigtigt”, siger Ole Søndergaard, der er radiodirektør for ABC-gruppen, som driver lokalradioer i Jylland. Hos ABC er fleksibilitet vigtigt og derfor får de ansatte muligheden for at arbejde hjemmefra, hvilket kan være med til at skabe et godt og stressfrit arbejdsmiljø.   

ABC’s nyhedsoplæser Henriette Klausen er rigtig glad for at arbejde på ABC.  

”Det er nogle rigtig dejlige kollegaer. De er altid rare og flinke og åbne”, siger hun. ”Og vi er fuldstændig frie. Der er aldrig nogen der kommer og slår os oven i hovedet, og der er total frihed med alle de nyheder, vi laver”, siger hun. Hun fortæller, at de på ABC alle kender hinanden og mange af dem har været der længe, hvilket betyder, at jargonen er meget afslappet.  

”Der er flad ledelse. Ole sidder lige ved siden af mig, så jeg kan jo bare vade lige ind og snakke med ham, hvis der er noget, som jeg er utilfreds med”. Der er med andre ord plads til, at de ansatte kan sige deres ærlige mening.  
 

Nyhedsoverblik med fokus på det lokale  

For faste eftermiddagslyttere af Radio ABC er Henriette Klausens stemme velkendt. Hun læser nyhederne op hver time fra kl. 14 til 18.  

Hun udvælger, tilrettelægger og indtaler nyhederne selv. Nyhedsoverblikket varer halvandet minut, og prioriteringen er klar.  

”Vores nyheder er altid delt op med, at vi tager de lokale historier først og de landsdækkende bagefter. Så jeg prioriterer det lokale højere end det landsdækkende”, fortæller hun.  

For Henriette er formålet med nyhedsudsendelserne at have fingeren på pulsen og være først med det nyeste.  

”Mit mål, når jeg laver nyheder, er, at når folk kommer hjem om aftenen og ser de landsdækkende nyheder eller hører noget lokalt, så har de hørt det før”.  

Samtidig ønsker hun at formidle konstruktive historier. 

”Jeg vil gerne lave nogle (historier red.), der er konstruktive og brugbare for lytterne og ikke altid lave negative historier.” 

De nationale nyheder får Radio ABC fra nyhedsbureauet Ritzau, mens de selv graver mange af de lokale nyheder frem.  

Alle nyheder skal dog forarbejdes, inden de bringes i udsendelserne.  

”Vi skriver alle vores nyheder selv. Det er ikke sådan, vi bare læser dem op fra Ritzau. Selv Ritzau-nyhederne er vi jo nødt til at skrive om til radiosprog. Vi omformulerer alle nyheder”.  

Med det korte nyhedsoverblik hver time er det dog vanskeligt for Henriette at dykke helt ned i hver enkelt historie.  

”Vi er jo ikke som P1 Orientering – vi kan aldrig gå i dybden med en historie. Vil lytterne vide mere, så skal de selv ind og finde noget mere om det”.  

Den konkurrenceforvridende mediestøtte  

Mediestøtten er et emne, som mange på Radio ABC har en holdning til. Måske netop fordi, at Radio ABC ikke nyder gavn af den.  
 
Men pengene skal jo komme et sted fra, og derfor har Radio ABC et tæt samarbejde med lokale virksomheder, der lægger deres støtte hos radioen i bytte for omtale i form af reklamer og events. Foruden de årlige arrangementer, som GO FM live i Tivoli Friheden og Grenaa Beach Party, fortæller Henrik fra eventafdelingen bl.a. om et halloweenarrangement ved Skanderborg Golfklub, hvor kolleger fra eventholdene skal klæde sig uhyggeligt ud og skræmme golfspillerne.  
 
Alt dette er simpelthen en del af en kommerciel markedsføringsstrategi, der sikrer radioens drift. ”For os handler det om at få det til at gå i nul”, forklarer Henrik.   

Og netop det med at få det hele til at gå i nul, når man nu ikke bliver støttet af det offentlige, har Ole Søndergaard, administrerende direktør for Radio ABC-gruppen, en meget klar holdning til. Han bruger det netop overståede kommunalvalg som eksempel:  

”Når der er kommunalvalg i Randers, og I går ned og kigger på, hvem der er der. Så vil der være nogle mennesker fra kommunens kommunikationsafdeling, der får løn af kommunen. Mennesker fra P4, løn fra staten. Nogen fra nationalt tv, løn fra staten. Måske én fra TV2-Østjylland, løn fra staten. Nogle fra TV2 News, statsejet. Dagbladejournalister, der får betalt 1/3 af deres løn af staten. Og de eneste der ikke får noget, det er ugebladejournalisterne, og så er det radiofolkene”, siger han, og sørger for at lægge særligt tryk hver gang han bruger ordet staten.  
 
Mere støtte til lokalproduktionerne 

Det er tydeligt at mærke på direktøren, at emnet om mediestøtte fylder meget og han har klare holdninger til, hvilke mangler og udfordringer han oplever i den nuværende medieaftale, som han indigneret kalder for “uholdbar og konkurrenceforvridende”.  

Søndergaard sidder selv i bestyrelsen for Danske Medier og har derfor en indflydelse på, hvordan dennes medieudspil kan komme til at se ud, når medieaftalen skal genforhandles frem mod 2023.   
  
Han taler passioneret om lokalnyheders vigtighed som et modspil til de nyheder, som tech-giganter som Facebook skubber ud til læseren, der ifølge ham, blot bekræfter det læseren synes i forvejen.  
  
Ikke overraskende er løsningen for ham mere støtte til de lokale produktioner: “Jeg synes man skal gøre det, at man støtter produktion og lokale nyheder, uanset hvordan de produceres med en tredjedel og så kunne du jo støtte nationale nyheder med 20%”.  
  
Hans ræsonnement er, at man i det danske medielandskab i forvejen arbejder meget med erklæringer, der skal vurdere, hvor meget og hvilket arbejde, der kan eller ikke kan støttes. Disse erklæringer vil han overføre til produktionen af nyheder, så man nemt kan opgøre, hvornår en nyhed skal støttes med 20% eller en tredjedel.  
  
Om det lykkedes radiodirektøren at få sit ønske igennem, vil tiden vise, men han fremstår som en mand, der er klar til at gå i kamp for de lokale nyhedsstationer. 

Af Hannah Mørkøre, studerende på DMJX 

KØBENHAVN: En ung mand med karseklippet hår og en bulet næse træder ind i retssalen. Lige bag ham går en ældre herre iklædt laksko, skjorte og dynevest. De to personer, fra to forskellige verdener, skal om lidt forene sig, når den ene bliver til tiltalte og den anden til forsvarer. Det er nu deres samarbejde kommer på prøve, for om lidt skal den unge mand forsvare sig mod flere politisigtelser om deltagelse i organiseret handel af euforiserende stoffer. 

Politiet havde flere sigtelser på tiltalte

Sigtelserne af manden er lavet på baggrund af at have fundet hans fingeraftryk på flere pølsebakker i forbindelse med en ransagning på Christianias salgsgade, Pusher Street, som er kendt for sin organiserede handel af stoffer.

Politiet ransagede også efterfølgende den 29-åriges lejlighed og fandt store mængder af hash og skunk. 

Disse episoder førte d. 12. november 2021 til, at politiets anklagemyndighed rejste tiltale mod manden for flere brud på Bekendtgørelsen af lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 4.

Et uheldigt bekendtskab på et uheldigt tidspunkt 

Den unge mand er 29 år og bor i det københavnske nordvestkvarter. Til daglig driver han sit eget murerfirma, og i sin fritid bokser han på højt niveau. Disse fritidsinteresser danner også grundlag for hele sagen, som sigtelsen og nu også tiltalen ligger på. 

Den 29-årige mand boksede ofte i Christianias lokale bokseklub. Nogle pushere fra området havde set ham bokse samt, når han udfoldede sine kreative sider med graffiti nær bokseklubben. Tiltalte fortalte, at pusherne havde opsøgt ham og spurgt, om han ville hjælpe dem med at dekorere pølsebakker, som skulle fungere som pris- og salgsskilte til hash. Den unge mand sagde ja til tilbuddet, og da anklager spurgte ham, hvad han fik for det, sagde han: ”En kop kaffe eller lidt kontanter i hånden,” og slog så igen blikket ned i bordet, hvor det blev under det meste af retssagen. 

Den unge mands rolle i salget blev af forsvarer fremført som en stor misforståelse. Han mente, at hans klient var endt med de forkerte mennesker, på det forkerte tidspunkt, men aldrig havde taget del i den organiserede handel. 

Pludselige ændringer under retssagen

Den unge og lidt nervøse anklager havde af flere omgange brug for hjælp af dommeren, da han skulle fremføre anklageskriftet samt det fotograferede bevismateriale. Imens sad forsvarer godt tilbagelænet i stolen og så på, indtil han afbrød anklager. Forsvarer mente nemlig ikke, at anklagers vidne, som var en politibetjent fra ransagningen på Pusher Street, havde mere at tilføje end, hvad der i forvejen blev fremlagt i anklageskriftet. Dommeren var enig, og anklager måtte derfor afbryde retssagen for at gå ud og aflyse sit vidne. 

Anklagen holder ikke i retten

Den 29-årige havde i forvejen erkendt sigtelsen om store mængder hash og skunk i sin lejlighed, men nægtede sig skyldig i tiltalen af de andre sigtelser. Forsvareren påpegede, at de i alt ti fingeraftryk som var fundet på pølsebakkerne, ikke var nok bevis for, at hans klient skulle have deltaget i hash-handlen.

Forsvarer påtalte også anklageskriftet og mente ikke, at man kunne rejse tiltale for deltagelse i salget, og at det bevismateriale, der var, kun kunne bevise, at hans klient havde malet på pølsebakker, hvilket >> Jo, ikke er ulovligt<< sagde forsvarer med et kækt smil. Der var altså ikke beviser nok til at dømme den unge mand efter § 1 stk. 4, da beviserne ikke kunne vise en deltagelse i selve handlen, men kun udsmykningen af skiltene.

Det anerkendte anklager, og dommeren lukkede kort tid efter retssagen for at vurdere sagen, hvortil hun fortalte tiltalte og forsvarer, at de ville få besked efter behandlingstiden var overstået. 

Den unge mand, som havde forholdt sig meget stille under hele retssagen, løftede endelig blikket og smilede til sin forsvarer, som klappede ham på skulderen. 

Alle rejste sig, da dommeren gik. De to mænd, den ene med forslået næse og den anden med polerede skospidser, gik side om side ud af retssalen med en munter hverdagssnak om bokseklubberne i Københavnsområdet.

Ida Skyggedal har boet på Frederiksbjerg i 55 år. Gennem sit job som sognemedhjælper i Skt. Lukas kirken har hun mødt mange skæbner, og nogle har været hårdere end andre. I denne artikel portrætteres én af Frederiksbjergs kirkelige ildsjæle om lokalområdet, omsorg til sine medmennesker, og hvordan hun endte med at bruge sine fredag aftner med fem narkomaner.

Af Hannah Mørkøre, studerende på DMJX

Oppe på tredje sal, på det mondæne Frederiksbjerg, sidder 91-årige Ida. Det er en grå efterårs- eftermiddag og hun er lige hjemvendt fra træningscenteret. Den gamle trappeopgang er ikke udstyret med elevator. ”Det skulle jo være så sundt at tage dem”, siger hun smilende. I stuen, med de grøn- og brunpolstrede møbler, hænger et broderet billede af biblen på væggen. Ida sidder i den store stol, som står i hjørnet og passer til sofaarrangementet. Bag hende er en vægreol prydet med billeder af ansigter; unge som gamle. Ansigterne kigger ud på stuen og giver en fornemmelse af, at kvinden som sidder dér med ryggen til, har mødt mange på sin vej.

Barndomshjemmet var åbent for alle

Ida Skyggedal er født og opvokset på Falster. Faren var bager og moren afholdte kristen søndagsskole for børnene i området. Det var et hjem, hvor mange fra nær og fjern kom på besøg. 

”Min mor var fra Lemvig, så hun vidste, hvordan det var at flytte langt væk hjemmefra, så derfor havde vi altid åbent hus. Lørdag og søndag kom der mange forskellige mennesker og overnattede.”

Denne åbenhed og omsorg for andre, tog Ida med sig videre livet, da hun valgte at uddanne sig som diakonsygeplejerske. Arbejdet bragte hende helt op til samerne i Nordkap og ned til telefonboksen, på hjørnet, hvor narkomanerne holdt til.

Et nyt kapitel på Frederiksbjerg

I 1966 flyttede Ida fra Nordnorge til Frederiksbjerg i Århus. En veninde havde fortalt hende, at de manglede diakonsygeplejersker i Skt. Lukas kirken.

”Jeg søgte jobbet, men jeg håbede, at jeg ikke fik det. Det gjorde jeg, men sådan kan det jo gå.”

Og sådan gik det også, for Ida endte med at arbejde som sognemedhjælper i kirken i 22 år. En dag rakte pengene dog ikke længere. Lønnen var for lav og godhjertethed kunne ikke betale huslejen. ” Jeg var én af de første, der blev sognemedhjælper i Danmark. Vi fik dog ikke så meget i løn, fordi det var menigheden, der skulle betale.” 

Som diakonsygeplejerske kunne Ida få lidt ekstra arbejde på Marselisborg Hospitalet og amtssygehuset. Når weekenden og hviledagene for mange begyndte, drog Ida op på de nærliggende hospitaler og arbejdede natten lang, for at få det hele til at løbe rundt.

Fik aldrig sin egen familie

Det blev aldrig til et ægteskab, men kærlighed og børn har der været rigeligt af Idas liv. 

”Jeg har mange børn alligevel, for da jeg arbejdede på amtssygehuset, der fødte de jo også; så jeg har 16 gudbørn, som jeg stadig har kontakt til.”

Det er nok de færreste mennesker, der kan sige, at de har 16 gudbørn, men Ida Skyggedal er også noget helt specielt. Hun har altid brændt for at udvise omsorg og hjælpe dem, som havde brug for det. Det må de nybagte forældre, på sygehuset, have kunnet mærke, eftersom så mange spurgte Ida, om hun ville stå fadder til deres børn.

Ledte altid efter folk at hjælpe

Når Ida ikke hjalp udsatte mennesker i hendes arbejde, søgte hun i Frederiksbjergs lokalavis efter nogle, der stod i en prekær situation og kunne trænge til en hjælpende hånd. 

”Jeg læste om en kvinde, hvis mand var kommet i fængsel på grund af mord, og jeg vidste, at hun boede nede i Godthåbsgade. Jeg tænkte, at hun trængte til besøg.”

Den enlige kvinde skulle forsørge tre børn alene. Til jul fik Ida idéen om at bruge sit netværk på Frederiksbjerg til at hjælpe familien med de trænge kår. Det resulterede i tøj og legetøj til børnene. Idas øjne lyser op, mens hun fortæller om modtagelsen af gaverne.  ”Der var jeg lige ved at græde, da de fik de gaver. Den yngste af pigerne havde bedt til Gud om en ny kjole, fordi hun blev drillet med sit slidte tøj og prøv så at tænk, hun fik to. Så bliver man virkelig glad.”

Omsorgen kom også igen

Igennem sit lange arbejdsliv, har Ida haft mange livsbekræftende oplevelser, men især én har sat sig fast. Hun havde mødt en narkoman på gaden. Han kom fra den anden side af Frederiks Allé, som dengang var et område, kommunen brugte til at bosætte udsatte personer. Manden havde svært ved at stoppe sit misbrug, og derfor kom Ida med et forslag:

”Han sagde, at fredag aften var der mange ude og tage stoffer, og så sagde jeg til ham, så kom hjem til mig fredag aften, hvis det kan hjælpe dig og dine venner lidt.”

Og sådan gik det til, at fem narkomaner kom og besøgte Ida hver fredag.

Nogle gange blev det hele for meget

Ida har altid gerne har villet hjælpe, hvor hun kunne, men nogle gange har hun også måtte sige stop. Hun husker tilbage på en episode, hvor hun ikke kunne overskue, at de fem narkomaner skulle besøge hende.

”Der var en aften, hvor nogle af dem kom og ville snakke med mig, men jeg havde ikke overskud, og sagde til dem, at jeg den dag havde lyst til at gøre det, de ofte havde lyst til; At tage deres eget liv!”

Om natten, hørte Ida noget pusle ved hendes fordør. Hun var sikker på, at nogle var i gang med at bryde ind i hendes lejlighed og gik derfor hen til døren og åbnede den. Det var ikke nogen indbrudstyv, derimod sad en af narkomanerne og holdt vagt ved hendes dør.

”Han havde siddet der hele aftenen for at passe på mig, så jeg ikke gik ud og tog mit eget liv, for de kunne ikke undvære mig. Så oplever man kærlighed.”

Stadig aktiv i lokalmiljøet

Lejligheden på Stadion Allé har Ida boet i siden 1978. De fleste gamle kendinge i opgangen er efterhånden flyttet ud. Ida har dog ingen planer om at flytte foreløbig, for når træningen og lægetjek ikke sætter en stopper for det, er hun stadig aktiv i Skt. Lukas kirken og hjælper til i en social café for ældre, som har følt sig ensomme under Covid-19.

”Jeg har ikke mærket meget til Corona, men de andre siger også til mig, at det er fordi, jeg er alt for snakkesalig” 

Noah Hoffmann er i fuld gang med sin gymnasielle uddannelse, samtidig dyrker han Mountainbike-Orienteringsløb på eliteplan, som kræver enormt meget tid. Selvom sporten er tidskrævende, er den største motivation til at forsætte, at mærke hvordan han bliver bedre og bedre, samt få sig en pause fra det pressede skole- og ungdomsliv.

Af Hannah Mørkøre, studerende på DMJX

Eftermiddagslyset skinner ind ad vinduet på det minimalistiske drengeværelse. Her er kun det nødvendige; en dobbeltseng, et støvet tv-bord og et spejl på væggen, hvor to små polaridbilleder hænger i spejlkanten og genskaber minderne fra en festlig aften med vennerne i en parcel-garage. Ved siden af billederne hænger en guldmedalje i blå og hvid snor. Noah har mange medaljer, men det er ikke et tilfælde, at det er lige netop denne, som hænger fremme. Medaljen er fra junioreuropæisk mesterskab og et bevis på, at dette ikke bare en hobby men elitesport.

Hvad er Mountain Bike-orienteringsløb? ·  MTBO er orienteringsløb på mountainbike ·  Sporten indeholder både fart og action, men kræver også at udøveren holder hovedet koldt for at kunne navigere i kortet. ·  MTBO er en nichesport i Danmark. Under 1000 mennesker udøver sporten herhjemme. ·  Sporten meget udbredt i Finland, Tjekkiet og Rusland. Kilde: MTBX.dk

På ugentlig basis, bruger Noah omkring 20 timer på sin sport. ”Men det har også været lavsæson for konkurrencer og derfor er det gået meget stille for sig”, siger Noah, med et optimistisk smil og optimisme har Noah meget af, især når det kommer til tid. For udover at bruge mange timer på sin sport, går Noah også i 3.g på Aalborghus Gymnasium, og det i sig selv er bestemt også tidskrævende. ”Jeg har en Team Danmark og går i en idrætsklasse, så skolen er rigtig god til at tage højde for vores sport, når det kommer til lektier og afleveringer.” 

En Team Danmark Ordning Ordningen tilbydes på udvalgte gymnasier og gør det bl.a. muligt at forlænge uddannelsesforløbet med et år, modtage supplerende undervisning ved sportsrelateret fravær, fleksible muligheder ved morgentræning, fleksible afleveringsfrister og særlig vejledning ved lokale Team Danmark-koordinatorer. Kilde: teamdanmark.dk (https://www.teamdanmark.dk/nyheder/2020/september/team-danmark-ordning-paa-ungdomsuddannelser-skaber-balance-mellem-eliteidraet-og-uddannelse)

Det er heller ikke et tilfælde, at Noah endte på Aalborghus Gymnasium, for han kunne som de fleste andre unge i Hobro, have valgt Mariagerfjord Gymnasium og sparet sig selv for to times transport, hver dag. Dog kunne Mariagerfjord ikke tilbyde Noah en Team Danmark, og det ville han have, for Noah var ikke klar til at opgive sin sport for skole og fester.

I starten af oktober, skal Noah til junior-EM i Portugal og dyste i de fire discipliner inde for sportsgrenen: sprint, mellem distance, lang distance og stafet. Når han træner op til store konkurrencer, lægger han endnu mere tid i træningen, og kan bruge omkring 40 timer om ugen på det.

 ”Jeg kan godt føle, at jeg ofrer meget tid på min sport, men jeg prioriterer også forskelligt i perioder; når jeg træner meget, går det ud over skolen og det sociale, så det prøver jeg at opveje til tider, ved at skrue ned for træningen.”

Med en træningstid tilsvarende et fuldtidsjob og sit fuldtidsstudie, er Noah godt beskæftiget i sin hverdag, men han er bevidst om dette, for han ved, der også skal være plads til at pleje venskaberne og give en hjælpende hånd derhjemme. Hjælpen i hjemmet er gengældt; Noahs far dyrker også Mountainbike orienteringsløb, så han både forstår og støtter Noah i hans sport.

”Det var min far der introducerede mig til sporten. Han plejede egentlig at løbe orienteringsløb, men jeg er ikke så glad for at løbe, og så fandt vi ud af, at man også kunne dyrke sporten på cykel”.

Noah viser et lille skur frem, som ligger i forlængelse af den moderne garage, i det nybyggede parcelhus. Små ti kvadratmeter afgrænset af sortmalede træplanker; et ydmygt sted, en hyggelig hule til Noah og hans fars cykler, en svimlende værdi pantsat i dæk og jern. ”Det er en dyr sport, hvis du skal have det rigtige udstyr, og det skal man jo gerne på eliteplan”, siger Noah, mens han låser døren til skuret efter sig. 

Septembervinden hvirvler sig gennem carporten. Det trækker op til en ny årstid. Årstiden indikerer også at gymnasietiden snart går på held. Om et halvt år bliver Noah student og en helt ny frihed og fritid ligger i vente, når skolen er afsluttet og sabbatåret begynder.

”Jeg elsker denne her sport og at bruge så meget tid på den, men jeg kommer ikke til at bruge mere tid på den i mit sabbatår. Jeg tror faktisk, at jeg tager mig en pause. Det er der mange, som stiller spørgsmålstegn til, for de tænker jo, at det netop er i mit sabbatår, at jeg kan dyrke sporten endnu mere.”

Noah smiler, imens han fortæller om folks undren over for hans overvejelser. Han forstår dem egentlig godt, men Noah har andre planer. Han og tre gode venner, fra gymnasieklassen, går med drømmen om at købe og istandsætte en autocamper og køre sammen ud i verden til næste år.

19-årige Noah Hoffmann elsker at udfordre sig selv i sporten Mountainbike Orienteringsløb. Faktisk har han udfordret og rykket sig så meget, at han nu udøver sporten på eliteplan. Sporten fylder noget helt specielt hos Noah og kræver i perioder lige så mange timer som et fuldtidsjob, og det kan være svært at finde timer nok i døgnet, når ungdomsliv og 3.g også skal passes.

Af Rebecca Hoffmann og Hannah Mørkøre

At flytte alene til en ny by kan virke skræmmende. Frygten for ensomhed kan fylde meget, og om hvor vidt man er i stand til at stable et netværk på benene. 19-årige Signe flyttede til Aarhus uden kendskab til byen eller netværk for at starte på sit drømmestudie.

Af Hannah Mørkøre, studerende på DMJX

At flytte alene til en ny by kan virke skræmmende. Frygten for ensomhed kan fylde meget, og om hvor vidt man er i stand til at stable et netværk på benene.

Af Hannah Maria Mørkøre, studerende på DMJX

Signe Holm Gru tog i en alder af 19 år valget om at flytte til Århus, efter hun blev optaget på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I den forbindelse har Signe delt hendes tanker, før og efter hun flyttede til studiebyen, Århus, uden noget netværk.

De trygge rammer på den nordjyske hjemstavn.

Opvæksten udfoldede sig i den lille by Bindslev, i det nordlige Vendsyssel, med mor, far og tre ældre søskende. Det, at flytte hjemmefra for første gang og til en storby, var også et stort mål for Signe.

”Jeg trængte til nye udfordringer, både fagligt og privat, så som at flytte til en ny by. Jeg har boet sammen med mine forældre hele livet, og jeg vidste at der skulle ske noget nyt.”

Faktisk var det at flytte til Århus vigtigere, end hvilken uddannelse det blev. Men en uddannelse ville Signe ind på, og derfor havde hun også søgt ind på blandt andet medievidenskab og kommunikation. 

Et afsluttet kapitel i Hjørring, et nyt i Århus

Signe færdiggjorde i sommers sin studentereksamen på Hjørring Gymnasium. I slutspurten af sin gymnasietid valgte Signe at deltage i Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles optagelsesprøve. Da fejringen af studenterhuen lakkede mod ende, meldte Journalisthøjskolen ud, at Signe var blevet optaget i Århus. Signe fortæller, at hun på dette tidspunkt havde et meget begrænset netværk i Århus. 

”De fleste af mine venner er jævnaldrende og derfor også lige blevet studenter, så de tager et sabbatår og bliver boende hjemme.”

Undtagelsen blev studiestart frem for reglen, for ingen af vennerne havde søgt studie.

Det var dog stadig en glædelig nyhed om pladsen på drømmestudiet, men præmissen var at flytte små 200 kilometer væk hjemmefra.

”Jeg har da haft mange tanker om at flytte allerede nu og selvfølgelig også starte studie. Frygten for ikke at få nogle venner, blive ensom, at bo alene, om man kommer til at føle sig tryg.”

Når alle de andre ikke gør som én selv

Signes overvejelser om at tage et sabbatår var ikke store, men hun blev dog påvirket af alle vennernes valg om at blive i Nordjylland

”Jeg synes, jeg havde det fint derhjemme. Og så kan det faktisk godt være lidt svært at smutte fra det hele, fordi man også lidt selv står med ansvaret for at være den der smuttede. ” 

Signe Holm Gru, studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Især det med at komme hjem fra skole om eftermiddagen og ikke have nogen at række ud til, frygtede Signe. Dog var dette ikke nok til at stoppe hende fra at flytte og starte studie. 

Lejligheden i Århus C blev underskrevet, og i sensommeren flyttede Signe ind i sin etværelses lejlighed.

Målet om

Håbet om at skabe sig et netværk i Århus, gennem studiet, fylder stadig meget hos Signe.

”Jeg tror ikke, jeg var flyttet, hvis jeg ikke havde en uddannelse at starte på. Jeg synes, det virkede for usikkert at stable et netværk på benene, hvis jeg havde fået en standby plads eller et job.”

Dog er hun helt sikker på, at venskaberne nok skal opstå i det nye studieliv, såvel som det har gjort tidligere på efterskolen og i gymnasiet.

”Jeg føler der er en eller anden garanti for at få venner, når man er på et studie, eller det er der selvfølgelig ikke, men en større chance.”