Ida Skyggedal har boet på Frederiksbjerg i 55 år. Gennem sit job som sognemedhjælper i Skt. Lukas kirken har hun mødt mange skæbner, og nogle har været hårdere end andre. I denne artikel portrætteres én af Frederiksbjergs kirkelige ildsjæle om lokalområdet, omsorg til sine medmennesker, og hvordan hun endte med at bruge sine fredag aftner med fem narkomaner.
Af Hannah Mørkøre, studerende på DMJX
Oppe på tredje sal, på det mondæne Frederiksbjerg, sidder 91-årige Ida. Det er en grå efterårs- eftermiddag og hun er lige hjemvendt fra træningscenteret. Den gamle trappeopgang er ikke udstyret med elevator. ”Det skulle jo være så sundt at tage dem”, siger hun smilende. I stuen, med de grøn- og brunpolstrede møbler, hænger et broderet billede af biblen på væggen. Ida sidder i den store stol, som står i hjørnet og passer til sofaarrangementet. Bag hende er en vægreol prydet med billeder af ansigter; unge som gamle. Ansigterne kigger ud på stuen og giver en fornemmelse af, at kvinden som sidder dér med ryggen til, har mødt mange på sin vej.
Barndomshjemmet var åbent for alle
Ida Skyggedal er født og opvokset på Falster. Faren var bager og moren afholdte kristen søndagsskole for børnene i området. Det var et hjem, hvor mange fra nær og fjern kom på besøg.
”Min mor var fra Lemvig, så hun vidste, hvordan det var at flytte langt væk hjemmefra, så derfor havde vi altid åbent hus. Lørdag og søndag kom der mange forskellige mennesker og overnattede.”
Denne åbenhed og omsorg for andre, tog Ida med sig videre livet, da hun valgte at uddanne sig som diakonsygeplejerske. Arbejdet bragte hende helt op til samerne i Nordkap og ned til telefonboksen, på hjørnet, hvor narkomanerne holdt til.
Et nyt kapitel på Frederiksbjerg
I 1966 flyttede Ida fra Nordnorge til Frederiksbjerg i Århus. En veninde havde fortalt hende, at de manglede diakonsygeplejersker i Skt. Lukas kirken.
”Jeg søgte jobbet, men jeg håbede, at jeg ikke fik det. Det gjorde jeg, men sådan kan det jo gå.”
Og sådan gik det også, for Ida endte med at arbejde som sognemedhjælper i kirken i 22 år. En dag rakte pengene dog ikke længere. Lønnen var for lav og godhjertethed kunne ikke betale huslejen. ” Jeg var én af de første, der blev sognemedhjælper i Danmark. Vi fik dog ikke så meget i løn, fordi det var menigheden, der skulle betale.”
Som diakonsygeplejerske kunne Ida få lidt ekstra arbejde på Marselisborg Hospitalet og amtssygehuset. Når weekenden og hviledagene for mange begyndte, drog Ida op på de nærliggende hospitaler og arbejdede natten lang, for at få det hele til at løbe rundt.
Fik aldrig sin egen familie
Det blev aldrig til et ægteskab, men kærlighed og børn har der været rigeligt af Idas liv.
”Jeg har mange børn alligevel, for da jeg arbejdede på amtssygehuset, der fødte de jo også; så jeg har 16 gudbørn, som jeg stadig har kontakt til.”
Det er nok de færreste mennesker, der kan sige, at de har 16 gudbørn, men Ida Skyggedal er også noget helt specielt. Hun har altid brændt for at udvise omsorg og hjælpe dem, som havde brug for det. Det må de nybagte forældre, på sygehuset, have kunnet mærke, eftersom så mange spurgte Ida, om hun ville stå fadder til deres børn.
Ledte altid efter folk at hjælpe
Når Ida ikke hjalp udsatte mennesker i hendes arbejde, søgte hun i Frederiksbjergs lokalavis efter nogle, der stod i en prekær situation og kunne trænge til en hjælpende hånd.
”Jeg læste om en kvinde, hvis mand var kommet i fængsel på grund af mord, og jeg vidste, at hun boede nede i Godthåbsgade. Jeg tænkte, at hun trængte til besøg.”
Den enlige kvinde skulle forsørge tre børn alene. Til jul fik Ida idéen om at bruge sit netværk på Frederiksbjerg til at hjælpe familien med de trænge kår. Det resulterede i tøj og legetøj til børnene. Idas øjne lyser op, mens hun fortæller om modtagelsen af gaverne. ”Der var jeg lige ved at græde, da de fik de gaver. Den yngste af pigerne havde bedt til Gud om en ny kjole, fordi hun blev drillet med sit slidte tøj og prøv så at tænk, hun fik to. Så bliver man virkelig glad.”
Omsorgen kom også igen
Igennem sit lange arbejdsliv, har Ida haft mange livsbekræftende oplevelser, men især én har sat sig fast. Hun havde mødt en narkoman på gaden. Han kom fra den anden side af Frederiks Allé, som dengang var et område, kommunen brugte til at bosætte udsatte personer. Manden havde svært ved at stoppe sit misbrug, og derfor kom Ida med et forslag:
”Han sagde, at fredag aften var der mange ude og tage stoffer, og så sagde jeg til ham, så kom hjem til mig fredag aften, hvis det kan hjælpe dig og dine venner lidt.”
Og sådan gik det til, at fem narkomaner kom og besøgte Ida hver fredag.
Nogle gange blev det hele for meget
Ida har altid gerne har villet hjælpe, hvor hun kunne, men nogle gange har hun også måtte sige stop. Hun husker tilbage på en episode, hvor hun ikke kunne overskue, at de fem narkomaner skulle besøge hende.
”Der var en aften, hvor nogle af dem kom og ville snakke med mig, men jeg havde ikke overskud, og sagde til dem, at jeg den dag havde lyst til at gøre det, de ofte havde lyst til; At tage deres eget liv!”
Om natten, hørte Ida noget pusle ved hendes fordør. Hun var sikker på, at nogle var i gang med at bryde ind i hendes lejlighed og gik derfor hen til døren og åbnede den. Det var ikke nogen indbrudstyv, derimod sad en af narkomanerne og holdt vagt ved hendes dør.
”Han havde siddet der hele aftenen for at passe på mig, så jeg ikke gik ud og tog mit eget liv, for de kunne ikke undvære mig. Så oplever man kærlighed.”
Stadig aktiv i lokalmiljøet
Lejligheden på Stadion Allé har Ida boet i siden 1978. De fleste gamle kendinge i opgangen er efterhånden flyttet ud. Ida har dog ingen planer om at flytte foreløbig, for når træningen og lægetjek ikke sætter en stopper for det, er hun stadig aktiv i Skt. Lukas kirken og hjælper til i en social café for ældre, som har følt sig ensomme under Covid-19.
”Jeg har ikke mærket meget til Corona, men de andre siger også til mig, at det er fordi, jeg er alt for snakkesalig”