Retssag: Kreativ udfoldelse førte til mistænkeliggørelse i organiseret hash-handel

Af Hannah Mørkøre, studerende på DMJX 

KØBENHAVN: En ung mand med karseklippet hår og en bulet næse træder ind i retssalen. Lige bag ham går en ældre herre iklædt laksko, skjorte og dynevest. De to personer, fra to forskellige verdener, skal om lidt forene sig, når den ene bliver til tiltalte og den anden til forsvarer. Det er nu deres samarbejde kommer på prøve, for om lidt skal den unge mand forsvare sig mod flere politisigtelser om deltagelse i organiseret handel af euforiserende stoffer. 

Politiet havde flere sigtelser på tiltalte

Sagen blev behandlet i Københavns byret. Foto: Hannah Mørkøre

Sigtelserne af manden er lavet på baggrund af at have fundet hans fingeraftryk på flere pølsebakker i forbindelse med en ransagning på Christianias salgsgade, Pusher Street, som er kendt for sin organiserede handel af stoffer.

Politiet ransagede også efterfølgende den 29-åriges lejlighed og fandt store mængder af hash og skunk. 

Disse episoder førte d. 12. november 2021 til, at politiets anklagemyndighed rejste tiltale mod manden for flere brud på Bekendtgørelsen af lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 4.

Et uheldigt bekendtskab på et uheldigt tidspunkt 

Den unge mand er 29 år og bor i det københavnske nordvestkvarter. Til daglig driver han sit eget murerfirma, og i sin fritid bokser han på højt niveau. Disse fritidsinteresser danner også grundlag for hele sagen, som sigtelsen og nu også tiltalen ligger på. 

Den 29-årige mand boksede ofte i Christianias lokale bokseklub. Nogle pushere fra området havde set ham bokse samt, når han udfoldede sine kreative sider med graffiti nær bokseklubben. Tiltalte fortalte, at pusherne havde opsøgt ham og spurgt, om han ville hjælpe dem med at dekorere pølsebakker, som skulle fungere som pris- og salgsskilte til hash. Den unge mand sagde ja til tilbuddet, og da anklager spurgte ham, hvad han fik for det, sagde han: ”En kop kaffe eller lidt kontanter i hånden,” og slog så igen blikket ned i bordet, hvor det blev under det meste af retssagen. 

Den unge mands rolle i salget blev af forsvarer fremført som en stor misforståelse. Han mente, at hans klient var endt med de forkerte mennesker, på det forkerte tidspunkt, men aldrig havde taget del i den organiserede handel. 

Pludselige ændringer under retssagen

Den unge og lidt nervøse anklager havde af flere omgange brug for hjælp af dommeren, da han skulle fremføre anklageskriftet samt det fotograferede bevismateriale. Imens sad forsvarer godt tilbagelænet i stolen og så på, indtil han afbrød anklager. Forsvarer mente nemlig ikke, at anklagers vidne, som var en politibetjent fra ransagningen på Pusher Street, havde mere at tilføje end, hvad der i forvejen blev fremlagt i anklageskriftet. Dommeren var enig, og anklager måtte derfor afbryde retssagen for at gå ud og aflyse sit vidne. 

Anklagen holder ikke i retten

Den 29-årige havde i forvejen erkendt sigtelsen om store mængder hash og skunk i sin lejlighed, men nægtede sig skyldig i tiltalen af de andre sigtelser. Forsvareren påpegede, at de i alt ti fingeraftryk som var fundet på pølsebakkerne, ikke var nok bevis for, at hans klient skulle have deltaget i hash-handlen.

Forsvarer påtalte også anklageskriftet og mente ikke, at man kunne rejse tiltale for deltagelse i salget, og at det bevismateriale, der var, kun kunne bevise, at hans klient havde malet på pølsebakker, hvilket >> Jo, ikke er ulovligt<< sagde forsvarer med et kækt smil. Der var altså ikke beviser nok til at dømme den unge mand efter § 1 stk. 4, da beviserne ikke kunne vise en deltagelse i selve handlen, men kun udsmykningen af skiltene.

Det anerkendte anklager, og dommeren lukkede kort tid efter retssagen for at vurdere sagen, hvortil hun fortalte tiltalte og forsvarer, at de ville få besked efter behandlingstiden var overstået. 

Den unge mand, som havde forholdt sig meget stille under hele retssagen, løftede endelig blikket og smilede til sin forsvarer, som klappede ham på skulderen. 

Alle rejste sig, da dommeren gik. De to mænd, den ene med forslået næse og den anden med polerede skospidser, gik side om side ud af retssalen med en munter hverdagssnak om bokseklubberne i Københavnsområdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *